Historien om Ibrahim
vil jeg gerne fortælle en historie, for at besvare et spørgsmål jeg ofte får. Så hold fast, for det her bliver lidt langt, men til gengæld er der både en (forhåbentlig) god historie, en pointe og en morale.
Spørgsmålet som jeg ofte skal besvare er om ikke det er trist at rejse alene. Og for at besvare det vil jeg gerne fortælle historien om da jeg mødte Ibraim.
Torsdag eftermiddag nærmede min ferie i Egypten sig sin afslutning, så jeg havde tjekket ud af mit hotel og sendt min kuffert til opbevaring, til jeg skulle mod Luxor togstation.
Jeg tog min rygsæk og besluttede mig for bare at vandre rundt i byen nogle timer på må og få og nyde den. Efter en times tid kommer jeg ned til vandfronten og sætter mig til at nye udsigten over Nilen. Ganske hurtigt dukker den første sælger op der vil høre om jeg er interesseret i at komme ud at sejle på Nilen i hans sejlbåd, jeg takker pænt nej, han prøver et par gange mere, men jeg holder fast i mit nej og han giver op og går videre. Der kommer en til, samme procedure. Efter lidt tid kommer der en mand mere forbi, og spørger om han kan hjælpe med noget, f.eks. en seljtur på Nilen, jeg takker igen høfligt nej, men til forskel fra de andre insisterer han ikke, han accepterer pænt mit nej og går hen og sætter sig på den anden ende af bænken, og sidder også bare og nyder udsigten.
Efter vi har siddet der i nogle minutter spørger han hvor jeg kommer fra, jeg svarer Danmark, og stille og roligt kører samtalen som sådan nogle nu gør. Vi ender med at sidde og snakke noget tid, han hedder Ibrahim og ejer flere sejlbåde, som sejler turister rundt på Nilen, samt ejer nogle lejligheder som udlejes til turister, og endda også en af de mange luftballoner der flyver over Nilen hver morgen.
Efter lidt tid takker jeg for snakken og går videre, jeg beslutter mig for at gå en tur rundt om Luxor templet. På vej tilbage derfra støder jeg ind i Ibrahim igen, der kommer gående i modsatte retning med en ven, han slår glad ud med armene og kalder på mig. Han spørger igen om jeg ikke vil med ud at sejle en tur, men denne gang skal det ikke koste noget for nu er jeg jo hans ven, og der er alligevel ikke nogle turister der lejer hans båd lige nu. Jeg tænker at selv hvis det nu skulle vise sig at han vil have nogle penge når vi er færdige så går det nok, sådan en sejltur koster kun et par hudrede egyptiske pund, og jeg har et par timer at brænde af. Så jeg takker ja, Ibrahim laver et opkald, og vi går ned til floden hvor der står to sømænd med et lille sejlskib og venter på os.
Det næste par timer bliver brugt på at sejl lidt på må og få rundt på Nilen, vi stopper ind på en bananø hvor jeg får lidt at drikke og en klase friskplukkede bananer til turen hjem, og jeg får også en lille rundvisning i plantagen og lærer lidt om at dyrke bananer.
Efter besøget på bananøen er det så småt tid til at jeg skal tilbage til mit hotel og hente min bagage, vi kommer til at snakke om min hjemtransport og at jeg er lidt i tvivl om hvordan jeg nemmest kommer fra Kairo togstation til Kairo lufthavn. Jeg får besked på at jeg skal stå af et stop tidligere på Giza station, for selvom der er lidt længere, så er det hurtigere pga. mindre trafik, herefter laver Ibrahim igen et opkald og fortæller mig herefter at der nu er arrangeret at der vil stå en chauffør klar til mig på Giza station når jeg står af der, jeg insisterer på at det er for meget, men får at vide at det er som det skal være, chaufføren skal bare have 350 pund for at køre mig til lufthavnen.
Jeg bliver herefter sejlet hen til mit hotel, takker for en fantastisk hyggelig eftermiddag og bliver sat i land (giver dog de to bådsmænd nogle drikkepenge som tak for turen).
Jeg tager til mit tog og kommer ombord og får lagt mig til at sove. Næste morgen er jeg oppe ved 5 tiden da min billet siger vi er fremme omkring kl 6, det er så åbenbart ikke sandt, vi er der kl 7 fortæller kontrolløren mig. Det viser sig så at vi er 50 minutter forsinket udover det, så vi ankommer først til giza kl 7:50, og her er jeg ved at være lidt nervøs for jeg skal stå ved min gate kl. 9. Og jeg tænker at selv hvis der har stået en mand og ventet på mig, så står han der da i hvert fald ikke mere. Men da døren til toget åbner står der ude på perronen en smilende mand med et skilt hvorpå der står “Mr. Andresh”, jeg går over og præsenterer mig, og han spørger om jeg er ven af Mr. Ibrahim, hvilket jeg kan bekræfte, så vi haster mod lufthavnen. Ahmed som han hedder, fortæller at vi nok skal nå det, det er fredag så der er stille i byen. Og ganske korrekt, han præsterer at have mig fremme i lufthavnen i så god tid at jeg endda kan nå at sidde og falde til ro et kvarters tid inden jeg skal ombord på flyet. Men om jeg ville have nået det, hvis jeg først skulle have været i gang med at finde en taxa når jeg kom af toget, og få forklaret hvor jeg skulle hen osv. tør jeg ikke gætte på. Så jeg er meget taknemmelig for både Ibrahims hjælp og Ahmeds store tålmodighed.
Og det var så den historie. Pointen er, at hvis jeg havde rejst som del af en gruppe ville jeg nok aldrig været faldet i snak med Ibrahim på den bænk, når man rejser alene er man mere åben overfor udefrakommende, og man oplever den lokale kultur på en anden måde, og bliver også mere en del af den, da man er nødt til at engagere sig for at kunne socialisere. Og jeg har mange af disse oplevelser. Så svaret er nej, det er ikke trist, men det kræver at man er åben overfor fremmede, og det er faktisk utrolig fedt.
Og jeg konstaterer gang på gang at mennesker helt generelt er gode og åbensindede, lige meget hvor jeg kommer hen. Selvfølgelig skal man have sit bullshit filter med i baglommen og tage sine forholdsregler, men helt generelt, hvis man møder verden med et åbent sind, vil man altid få så meget mere med tilbage, hvis bare man er villig til at stole på det gode i andre mennesker. Og så fik vi vist også lige smidt en morale ind til sidst.
